Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Om AU Iværksættere

Aarhus Universitet vil gerne hjælpe flere studerende med at indlede opbygningen af relevant erhvervserfaring samt entreprenørielle kompetencer og flere ’startups’ i studietiden. Desuden vil Aarhus Universitet gerne hjælpe etablerede iværksættere med muligheden for at indlede og gennemføre en sideløbende universitetsuddannelse. 

Det er en stor udfordring at studere med høj kvalitet og samtidig opstarte og lede egen virksomhed. AU Iværksættere er i den sammenhæng et tilbud til de studerende på Aarhus Universitet, som ved siden af studiet er iværksættere. 

Ordningen er inspireret af Aarhus Universitets succesfulde ’dual career-koncept’ for elitesportsudøvere, hvor topatleter i en årrække har haft mulighed for at få særlig støtte i deres studieforløb. Det har Aarhus Universitet opnået så gode erfaringer med, at konceptet fra 2017 udvides med et særligt spor for iværksættere. 

AU Iværksættere vil samlet set arbejde for, at flere iværksættere gennemfører en uddannelse sideløbende med deres iværksætteri. Herved får flere studerende både udviklet egne entreprenørielle kompetencer og gennemført deres uddannelse. Baggrunden for indsatsen er således både risikoen for, at iværksætterprojekter ikke lykkes eller udvikler sig helt efter ønsket, og at den dobbelte karriereudvikling vil styrke muligheden for, at studerende kan anvende den opnåede og forskningsbaserede viden fra deres uddannelse til at udvikle virksomheder, som kræver høj faglighed. 

AU Iværksættere er et tilbud til alle iværksættere på Aarhus Universitet, og AU Iværksættere samarbejder derfor med alle iværksætterfælleskaber på Aarhus Universitet for at skabe synergi med den iværksætterhjælp, som entreprenørielle fælleskaber tilbyder. Det betyder, at Aarhus Universitet samlet set kan tilbyde målrettet iværksætterhjælp, målrettet studierådgivning og målrettet studiestøtte til forskellige typer af iværksættere på Aarhus Universitet. 

AU Iværksættere er sammen med AU Elitesport organisatorisk forankret i enheden AU Dual Career under AU Uddannelse, som varetager Aarhus Universitets studiestøtte for alle studerende med dobbelte karrierespor.